[Etappe 3] Verviers - Longwy #1

Optakt: 3. etape af Tour de France

Trods et helt igennem kikset lead-out for Quick-Step lykkedes det Marcel Kittel med sin helt imponerende topfart at sikre sig en relativt suveræn sejr på 2. etape og dermed tydeligt bekræfte sin status som feltets i særklasse hurtigste. Til gengæld kiksede spurten i sjælden grad for Peter Sagan, men verdensmesteren kan til gengæld glæde sig over, at han mandag har sin måske bedste chance i hele løbet for at tage en etapesejr, når en rigtig puncheurfinale venter feltet på den første dag i Frankrig.

Ruten
Modsat Giroen og Vueltaen, der er kendetegnet ved deres mange afslutninger for puncheurs, er Tour de France i høj grad begrænset af den franske geografi, der indskrænker mulighederne for den type afslutninger. I de senere år har ASO imidlertid gjort sig mere umage med at opdyrke den type finaler, og årets udgave byder på to afslutninger, der er som skabt til den særlige ryttertype, der kan spurte op ad bakke. Den første af disse kommer på 3. etape, hvor feltet endelig når til Frankrig til en finale i Longwy, og hvor klassikerspecialister og stærke sprintere som Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og - for et par dage siden - Alejandro Valverde utvivlsomt har kig på en mulig etapesejr samt - inden løbet i hvert fald - en medfølgende gul trøje.

Helt usædvanligt skal man for anden dag i træk ud på mere end 200 km på den 212,5 km lange rejse mellem Verviers i Belgien og Longwy umiddelbart på den anden side af grænsen til Frankrig. Stort set hele dagen bevæger man sig stik syd, og det betyder, at man bevæger sig igennem Ardennernes udkant. Derfor er terrænet heller ikke fladt, og det stiger faktisk stort set hele vejen fra start til toppen af kategori 4-stigningen Cote de Sant (2,8 km, 5,1%), der nås efter 18 km. Herefter bliver det betydeligt nemmere på stykket frem til grænsen til Luxembourg, som passeres efter ca. 70 km. Efter 89 km følger dagens spurt, der er helt flad og uden sving i de sidste 3 km, inden man igen når mere kuperet terræn. Det sker, når man efter 105,5 km runder toppen af kategori 4-stigningen Cote de Wiltz (3,1 km, 4,8%), der kort efter følges op af løbets første kategori 3-stigning, den stejle Cote d’Eschdorf (2,3 km, 9,3%) med top efter 120,5 km.

Herefter flader terrænet igen ud, og der er kun mindre stigninger, mens man fortsætter mod syd ned til grænsen til Frankrig, der krydses, når der resterer barer 30 km. Herfra sættes kursen mod vest, hvor der venter nogle småbakker, hvoraf den sværeste er kategori 4-stigningen Cote de Villers-la-Montagne (1,1 km, 5,2%), der har top bare 15,5 km fra mål. Herefter falder det svagt hele vejen frem til målbyen Longwy, der nås, efter at man er vendt rundt og har sat kursen mod nord. Nedkørslen ender med 4 km igen, og det hele afsluttes med en ubehagelig overraskelse, idet etapen slutter på toppen af den 1,6 km Cote des Religieuses, der stiger med 5,8% i gennemsnit. Den er klart stejlest i bunden, hvor den over de første 500 m stiger med 8,2% i gennemsnit og når et maksimum på 11%, inden de sidste 600 m stiger med mellem 3 og 4,5%. Efter nedkørslen er der ingen skarpe sving, før man på de sidste kilometer har hele to hårnålesving, inden man rammer den 750 m lange opløbsstrækning, der er bare 6 m bred.

Longwy har ofte været målby i Circuit de Lorraine, senest i 2011, hvor Anthony Roux vandt en hård spurt foran Romain Feillu og Laurent Mangel. To år tidligere var Manuel Cardoso hurtigere end Martin Elmiger og Roux, mens Ludovic Turpin tilsvarende vandt en spurt foran Tiziano Dall’Antonia og Daniele Pietropolli i 2007.











Vejret
Efter to dage med tvivlsomt vejr kan rytterne endelig se frem til solskin. Mandag ventes at blive en flot dag med ku ganske få skyer og en temperatur på behagelige 21 grader. Der vil kun være en let vind fra vest, hvilket giver sidevind næsten hele dagen. Mod slutningen drejer man ind i modvind forud for den sidste kategori 4-stigning, inden man igen får sidevind i finalen. Der vil være sidevind i de sidste 6 km.
Analyse af 2. etape
Der er stadig folk, der hævder, at der er tre topsprintere, Mark Cavendish, André Greipel og Marcel Kittel, der er nogenlunde lige hurtige. Det har imidlertid ikke været tilfældet længe. Faktisk har Kittel siden hans store gennembrud med de fire fantastiske etapesejre i Polen Rundt i 2011 adskillige gange vist, at der ikke er nogen, der kommer i nærheden af hans topfart, når der skal spurtes efter en relativt let dag, hvor alle er friske. Det er de arabiske løb i det tidlige forår det bedste bevis på, fordi de netop er kendetegnet ved korte, helt flade etaper, der afsluttes med et helt fladt, teknisk ukompliceret indløb til mål. Her handler det om ren topfart, og her har Kittel altid været klasser bedre end rivalerne.

Hvis nogen stadig gik rundt med den tro, at Kittel ikke er verdens hurtigste sprinter, kan de bruge dagens spurt til at lade sig overbevise om det modsatte. Faktisk kunne finalen ikke være gået meget dårligere for Quick-Step, der slet ikke fik organiseret et lead-out, men i kraft af sin imponerende topfart lykkedes det alligevel for Kittel at vinde ganske klart. Det vidner om klasse og understreger hans suverænitet i boulevardspurter som disse, og når han sidste år ikke havde megen succes, skyldtes det alene hans relativt svage positioneringsevne, der ofte betyder, at han taber hjulet på sine holdkammerater i kaosset.

Og netop derfor må der efter i dag være en del bekymring i Quick-Step-lejren. Nuvel, man fik sin etapesejr på den etape, der måske betød allermest for tyskeren Kittel, men med tanke på fremtidige massespurter lover det ikke godt. Da Jack Bauer og Philippe Gilbert ramte fronten i finalen, havde de tabt den hurtige trio med Matteo Trentin, Fabio Sabatini og Kittel, og de fandt aldrig sammen igen. Da de to førstnævnte slog ud, var Quick-Step derfor helt væk, og for at gøre det endnu værre for belgierne var Trentin endda blevet adskilt fra Sabatini og Kittel, der som så ofte før befandt sig milevidt fra fronten med mindre end en kilometer til mål.

Sabatini, der skulle have ført Kittel helt frem til fronten, måtte bruge alle sine kræfter på bare at bringe tyskeren frem til en rimelig position, og derefter var det op til Kittel at levere selv. Havde et været en teknisk finale, eller havde vejen været smallere, havde løbet for længst været kørt for tyskeren, men heldigvis kunne han denne gang glæde sige over, at denne finale var en af de mest ukomplicerede i hele løbet. Senere bliver det imidlertid langt, langt værre, specielt fordi opløbsstrækningerne generelt er ret smalle i årets løb, og hvis ikke Quick-Step forbedrer sig, ser det ikke godt ud. Allerede finalen på tirsdag er mere kompliceret, og det bliver endnu vanskeligere senere i løbet.

Problemet er, at det ikke er toget, der er problemet, snarere er det Kittel selv. Meget ofte rammer toget fronten på det rette tidspunkt, men alt for ofte er Kittel forsvundet, og hans lead-out man Sabatini har måttet vente på ham. Det var præcis, hvad der skete i dag, og det kan forhindre tyskeren i at blive den dominerende faktor, han egentlig burde være.

Udfordringen er nemlig, at dagens finale viste, at spurterne præcis som sidste år vil være et uorganiseret anarki, hvor ingen kan tage kontrol. Det var således heller ikke tilfældet i dag. Lotto Soudal prøvede ganske vist som i gamle dage at lancere Marcel Sieberg under kilometermærket, men i modvinden var det for tidligt kun at have tyskeren og Jurgen Roelandts foran Greipel (tænk, hvor de ville have været, hvis de ikke havde ladet være med at forlænge Greg Hendersons kontrakt!), og Greipel endte i stedet som en af taberne i positionskampen. Det samme gjorde Peter Sagan, der for en gangs skyld måske endda betalte en pris for at være så fremragende til at positionere sig. Som sædvanlig havde slovakken ramt helt rigtigt i finalen, hvor Rudiger Selig igen viste, at han nu er en af verdens allerbedste lead-out men ved at føre an, da Lotto blev passeret. Sagan var i en god position bag Christophe Laporte og sin holdkammerat, men da først tyskeren og siden franskmanden slog i modvinden, ramte Sagan fronten for tidligt. Efter lidt tøven havde han ikke andet valg end at åbne for tidligt - ellers var han blevet lukket inde - og derfor endte den ellers altid stabile slovak helt usædvanligt som nummer 10 i en massespurt. Faktisk er det hans dårligste position i en spurt, hvor han ikke har været ramt af uheld, siden han gjorde debut i løbet i 2012. Set fra et seersynspunkt kan man imidlertid glæde sig over, at det sætter ham lidt tilbage i kampen om den grønne trøje, og at vi derfor måske kan bevare spændingen længere tid end vanligt.

Arnaud Demare bekræftede med andenpladsen det, han har vist hele året: at hans nye tog gør en helt ufattelig forskel. Tidligere var det næsten sikkert, at han ville være sluttet uden for top 10 i en så kaotisk spurt, men som altid gjorde FDJ et fremragende stykke arbejde. Selvom man ikke kørte et klassisk lead-out, var det franske hold et af de mest synlige i de sidste 20 km, og Demare var vel aldrig ude at top 15. I finalen sad han i den perfekte position foran alle de hurtigere folk, og det fuldendte han fint med en flot andenplads, der må give tro på mere, når Kittel første gang bliver lukket inde.

Også Greipel kan tage meget positivt med hjem. Han måtte åbne en meget lang spurt fra en skidt position, men modsat Sagan havde han farten til at holde sig i top 3. Ganske vist kunne han ikke matche Kittel, men det kunne han heller ikke forvente. Hvis Benoot, Sieberg og Roelandts timer det lidt bedre senere i løbet, har Greipel helt sikkert poweren til at gøre det færdigt, og endnu bedre bliver det, hvis Gallopin kommer sig over sin skade og kan genfinde sin plads i toget.

Lovende var det også for Mark Cavendish, der sluttede på en fin fjerdeplads så kort efter sit comeback. Det skete endda i en spurt, som var relativt ukompliceret og derfor ikke passede ham. Senere i løbet kan han drage mere fordel af sin positioneringsevne, og det er bestemt ikke usandsynligt, at der alligevel kan ligge en etape at vente et sted ude i horisonten.

Det gør der til gengæld næppe for Alexander Kristoff. Nuvel, nordmanden var slemt uheldig ved at være involveret i styrtet, hvor han mistede det meste af sit hold, og hans vigtigste mand, Rick Zabel, kunne efter gårsdagens styrt heller ikke bidrage. Derfor var sejren allerede forduftet længe inden spurten, men det var urovækkende, at nordmanden kun gled baglæns, da der blev åbnet op. Det kommer efter et år, hvor han generelt har spurtet langt dårligere end tidligere, og det virker derfor usandsynligt, at tingene kan ændre sig så meget, at han senere i løbet for alvor bliver konkurrencedygtig.

Endelig er det værd at notere sig, at Michael Matthews som ventet endte langt tilbage i spurten. Af uransagelig årsager er der mange, der har tippet ham som kandidat til den grønne trøje, men det har aldrig været realistisk. Ganske vist har han mange af Sagans kvaliteter, men i en flad massespurt er han slet ikke konkurrencedygtig med de bedste. I et løb, hvor de hurtigste kan ende med at slås om sejren hele ni gange, vil Matthews aldrig kunne score nok point til at tage den grønne trikot. I dette løb er det de rene sprintere - specielt Kittel - der skal true Sagan, og ikke alsidige typer som Matthews og Sonny Colbrelli (selvom sidstnævnte i dag igen viste, at han er blevet meget, meget bedre i de rene spurter.

For klassementsrytterne endte det som en relativt ukompliceret dag, hvor det var regnen, der gjorde det hektisk. Kun Chris Froome og Romain Bardet oplevede med deres styrt problemer, men heldigvis slap de begge fra uheldet uden men. Dermed kan de alle sætte flueben ud for den første af de mange nervøse dage og håbe, at de næste to går lige så smertefrit inden det første store slag på tirsdag.

Favoritterne
Sprinterne får mange dage i rampelyset i årets løb, og de har derfor ikke meget at klage over. Hvis der skal dryppes lidt malurt i bægeret, må det imidlertid værre, at man ikke har lagt en ekstra flad etape ind inden mandagens puncheurfinale. Havde det været tilfældet, havde Kittel haft en stor chance for at iføre sig den gule trøje, men det er nu umuligt. På forhånd var der lagt op til, at det kun var Michael Matthews og Peter Sagan, der begge kan begå sig i svære afslutninger som den, der venter mandag, og samtidig køre en hæderlig enkeltstart, ville have en chance for en eller to dage i gult, inden klassementsrytterne tager over. Efter 1. etape var det imidlertid klart, at det ville blive næsten umuligt, og efter dagens resultat er det håb nu slukket.

Det betyder dog ikke, at 3. etape er blevet mindre vigtig for de to ryttere. Tværtimod er det for dem begge den måske bedste chance - sammen med etapen til Rodez - for at tage en sejr, og derfor vil de møde topmotiverede til start, når cirkusset mødes igen mandag morgen. Mandag d. 3. juli har haft et rødt mærke i kalenderen siden oktober, og der er derfor heller ikke chance for overraskelse på 3. etape. Den vil blive kontrolleret, og alt peger på, at det hele vil slutte i en dyst mellem puncheurs på den sidste stigning.

Det er hele feltet naturligvis bevidste om, og derfor kan vi vente, at udbruddet - nøjagtigt som i dag - kører straks fra start. En dag i udbrud mandag kan dog sikre bjergtrøjen frem til onsdag, og derfor vil der måske være lidt flere, der har lyst til at være med - ikke mindst fordi der er færre hold, hvis ryttere er låst af at skulle arbejde for en sprinter. Måske vil Taylor Phinney afsted igen, men uanset hvad bør der med det samme blive etableret en gruppe med ”the usual suspects”, dvs. først og fremmest Direct Energie, Fortuneo og Wanty og denne gang måske også Cofidis, LottoNL og FDJ.

Når udbruddet er etableret, vil Sky sætte et roligt tempo, men meget hurtigt vil Bora og Sunweb tage over. Også Quick-Step vil måske give en hånd med for Philippe Gilbert, men da de har udsigt til mange dages arbejde for Kittel, vil de nok snarere spare sig. UAE har til gengæld en ambitiøs Diego Ulissi, der kan anspore dem til at hjælpe, men det vil hovedsageligt være op til Sunweb og Bora at kontrollere. Udbruddet vil næppe få et stort forspring, og derfor burde de let blive kørt ind. Det vil ikke blive nemmere for gruppen af den varslede sidevind. Ganske vist vil den slet ikke kunne splitte feltet, men dens blotte tilstedeværelse vil det gøre det til en ganske stressende dag med konstant positionskamp, der hele tiden vil presse farten i vejret. Undervejs vil vi som vanligt se sprinterne være fremme i den indlagte spurt, hvor Matthews, Colbrelli og Sagan vil køre for halv kraft, men hvor vi denne gang vil se Kittel og Greipel give fuld gas, da de ikke skal spare kræfter til en finale, der alligevel er alt for svær.

Trods den mere kuperede finale bør udbruddet uden problemer blive hentet, og farten vil være så høj, at man ikke kan stikke af på næstsidste stigning. Den vil kun skabe en første udskilning og bidrage til at trætte benene. Derfor bør det hele blive afsluttet mellem favoritterne på den sidste bakke, hvor der vil være en hård positionskamp frem mod bunden.

Her kan vi vente, at Bora vil forsøge at kontrollere tingene med specielt Pawel Poljanski og Jay McCarthy, og de vil få god hjælp fra Sunweb, der har gode klatrere som Simon Geschke, Laurens Ten Dam og Warren Barguil til at holde styr på tingene. Risikoen for sene angreb på en sådan stigning er ellers stor, hvis der pludselig mangler hjælperyttere nær toppen, men de to hold bør være stærke nok til at holde tingene under kontrol.

Selve målbakken er stejlest i bunden, men flader betydeligt ud mod slutningen. Det betyder, at det er en bedre afslutning for folk som Sagan og Matthews end for de lettere folk som Dan Martin, Diego Ulissi og til dels Philippe Gilbert, der også er kendt for deres evne til at spurte op af bakke. Man kan imidlertid godt glemme alt om langt hovedparten af sprinterne. Bouhanni, der ellers har begået sig i endnu hårdere finaler, er næppe i god nok form efter sit styrt, og den vil også være for hård for Arnaud Demare, Alexander Kristoff og sandsynligvis også John Degenkolb. Blandt rytterne fra dagens top 10 er det normalt kun Matthews, Sagan, Sonny Colbrelli og måske Ben Swift, der kan køre i top 10 i en finale som denne.

Det er dog svært at komme uden om, at Peter Sagan er etapens favorit. Verdensmesteren er simpelthen verdens bedste i denne type finaler, hvilket han senest viste, da han sidste år vandt 2. etape, hvis afslutning havde mange ligheder med det, der venter mandag. Samtidig har Sagan i 2017 været måske stærkere end nogensinde, og der er absolut intet, der tyder på, at han ikke er mindst på samme niveau som sidste år. Denne gang har han endda den fordel, at han har Jay McCarthy, som normalt selv kan køre denne type finaler, til at hjælpe sig i afslutningen, og han er derfor meget bedre stillet end tidligere. I år har han ovenikøbet vundet stigende spurter med lethed - hans etapesejr i Californien var eksempelvis svært imponerende - og blandt de folk, der kan begå sig i denne type finaler, har han simpelthen den højeste topfart, både opad og på flad vej.

Hans største udfordring kan som altid være at holde styr på tingene i finalen, hvor han ofte ender med at bruge for mange kræfter, men han har i den seneste tid været langt bedre til at holde hovedet koldt i disse situationer. Det vil han sikkert kunne gøre igen, og derfor bør han være i stand til at vinde i en afslutning, der simpelthen er skabt til ham.

Hans værste rival er utvivlsomt Michael Matthews, der både i Giroen og Vueltaen har vist, at han er mester i denne type finaler. Han er ganske vist kendt som sprinter, men hans evner til at spurte op ad bakke er hans virkelige spidskompetence. Eksempelvis er han den eneste, der i de seneste år har kunnet følge Gilbert på Cauberg i Amstel Gold Race, når belgieren har været i topform, og umiddelbart burde han være endnu bedre stillet på en stigning som denne. I Schweiz Rundt slog han Sagan i finalen i Bern, som var en anelse lettere, og hans chancer burde på papiret være større på en hårdere bakke. Helt afgørende kan det blive, om den viser sig at være for hård for Nikias Arndt. Hvis ikke, kan tyskeren levere et fremragende lead-out, som han gjorde i den schweiziske hovedstad, og lykkes det, bliver det ikke let at komme forbi australieren.

Greg Van Avermaet har udset sig denne og 14. etape som sine to store mål, og det er bestemt ikke uden grund. Belgieren har udviklet sig til Sagans ærkerival, og siden han slog slovakken i Rodez for to år siden, har han fået ram på Sagan i et utal af spurter op ad bakke i eksempelvis Tirreno, Omloop og GP Montreal. Der er derfor ingen grund til, at han ikke kan gøre det igen, specielt fordi denne stigning er relativt hård i forhold til noget, han tidligere har mestret.

Problemet for Van Avermaet er imidlertid, at han ingen støtte får af et BMC-hold, der er dedikeret til Richie Porte. Samtidig kommer spurten her ikke efter en hård klassiker, men efter en relativt let dag. Det vil gøre det betydeligt vanskeligere for Van Avermaet, der samtidig ikke viste storform i Schweiz Rundt, hvor han var langt fra sit bedste. Formen kan nå at have indfundet sig, men det er ikke sikkert, at det er nok til at slå de hurtigere folk i en finale som denne.

Etapens store joker er Sonny Colbrelli. Også han har helt sikkert sat et fedt kryds ud for denne etape som et af sine store mål, og også han er specialist i at spurte op ad bakke - bare tænk på hans sejre i Brabantse Pijl og Coppa Sabatini. Modsat for de tre ovennævnte er der dog en risiko for, at afslutningen bliver lidt for hård for den slidstærke italiener. Omvendt burde det ikke være tilfældet for en mand, der trods alt er blevet nummer 3 i Amstel Gold Race - hvor han vandt spurten på det flade stykke af Cauberg - men spørgsmålet er, om ikke stigningen vil tage den nødvendige topfart ud af hans ben. Derfor er han et mere usikkert kort end de tre favoritter, men han er til gengæld en af de ryttere, der er hurtig nok til at slå dem - specielt fordi hans enkeltstart vidner om storform.

Philippe Gilbert har helt sikkert også set frem til denne etape efter en supersæson, hvor han har været bedre end meget længe. Det er imidlertid lidt tvivlsomt, om han stadig kan vinde i finaler som disse, der tidligere var hans speciale. Det er således efterhånden længe siden, han var alvor har blandet sig i en spurt op ad bakke - vi skal vel tilbage til Giroen i 2015, hvor han vandt på en betydeligt stejlere stigning - og det er derfor lidt uklart, om han stadig har den nødvendige eksplosivitet. Omvendt har han fordel af at have Zdenek Stybar, Gianluca Brambilla og Matteo Trentin til at hjælpe sig i finalen, og det ser jo i virkeligheden ikke ud til, at noget er umuligt for Gilbert i år.

Orica-Scott er her for klassementet, men har gjort det klart, at de også har udset sig enkelte etaper. Denne er uden tvivl på deres liste. Michael Albasini er specialist i at spurte op ad bakke, og han vil derfor have kig på denne finale. Han er ganske vist ikke helt så hurtig som sprinterne og havde helt sikkert håbet på en stejlere finale, men hans hold er ganske solidt. Jens Keukeleire og Daryl Impey kan give ham et fremragende lead-out, og lykkes det, er Albasini hurtig nok til at vinde i en afslutning som denne - i hvert fald, hvis formen er i top, hvilket dog stadig er en anelse uklart. Måske kan Daryl Impey også begå sig, efter at enkeltstarten afslørede storform. Han er dog bedre i en spurt på flad vej og mangler nok eksplosiviteten til at blande sig.

Diego Ulissi har fokus på etapesejre i sin Tour-debut, og hvis han kan være samme vindermaskine som i Giroen, har han gode muligheder. Dette er en af dem. Italieneren har som speciale at spurte op ad bakke, og selvom han havde foretrukket, at var betydeligt stejlere, skal man ikke undervurdere ham i en finale som denne. Faktisk har han for to år siden vundet en betydeligt lettere etape i Giroen, og det vidner om, at hans evner i en sådan spurt er fremragende. Det bliver ikke nemt at slå de hurtigere folk, men efter en god præstation ved de italienske mesterskaber tyder alt på, at formen er i top.

Dimension Data har store forhåbninger til Edvald Boasson Hagen, der i de norske løb i maj var flyvende. Han kørte også et fint Dauphiné, hvor der imidlertid manglede etaper, der passer ham. Derfor er det stadig lidt uklart, hvordan han står på højeste niveau, specielt efter et lidt skuffende forår, hvor han aldrig fandt formen. Samtidig kan denne finale være en anelse for hård for ham. I de senere år har han ikke haft samme holdbarhed som tidligere på den helt store scene, og han kan risikere at eksplodere. Omvendt viste han sidste år i Oman, at han stadig er skræmmende stærk i en spurt op ad bakke, og det gør ham naturligvis til en solid kandidat.

Kan Oliver Naesen begå sig i denne finale? Det belgiske supertalent har egentlig ikke den store historik som puncheur, men i teorien er der intet til hinder for, at han kan blande sig. Han er lynhurtig efter et hårdt løb - han slog Jasper Stuyven i en spurt ved de belgiske mesterskaber - og han er stærk på korte stigninger. Med den form han viste i sidstnævnte løb og det forår, han har haft, har han alle forudsætning for at vise sig frem her - i hvert fald, hvis han får tilladelse af Ag2r. Holdet har også Jan Bakelants og Alexis Vuillermoz, men førstnævnte er for langsom til at vinde, og stigningen er ikke stejl nok for sidstnævnte.

Arthur Vichot har haft et godt år, hvor han endelig har genfundet topformen. Han har helt sikkert udset sig denne etape som et stort mål, og på papiret burde han kunne gøre det fint. Han er ganske vist bedre i en flad spurt i en lille gruppe, men i Canada har han vist, at han også kan gøre sig gældende her. I Tour de Suisse så det ud til, at formen er god.

En spændende rytter er Zdenek Stybar. Han får næppe lov at køre spurten på et hold, der fokuserer på Gilbert, men han er farlig, hvis den går i stå i finalen. Med sene angreb har han vundet etaper i både Touren og Tirreno, og han er netop en mester i at udnytte enhver form for tøven. Hvis favoritterne kigger på hinanden, vil han være klar til at slå til.

En anden overraskelse kan måske komme fra Matteo Trentin. Italieneren skal som udgangspunkt køre for Gilbert i en finale, der burde være alt for hård, men han har simpelthen aldrig været stærkere og er i sit livs form. Femtepladsen på prologen var et decideret chokresultat, og han klatrede eminent ved de italienske mesterskaber. Om han også spurter hurtigt nok på en stigning, er uklart, men i øjeblikket overrasker han gang på gang.

Tiesj Benoot fortjener også at blive nævnt. Belgieren klatrede i Dauphiné, hvor han blev nummer 12 samlet, chokerende godt og er i forrygende form. Finalen passer ham ganske fint, og efter Gallopins skade vil han have carte blanche til at forsøge sig. Han mangler dog nok topfarten til at vinde, nøjagtigt som holdkammeraten Tim Wellens, der helt sikkert også vil give det et skud.

Endelig vil vi pege på Michal Kwiatkowski og Dan Martin. Polakken havde angiveligt sin bedste dag på cyklen nogensinde ved de polske mesterskaber og er tydeligvis ekstremt velkørende. Finalen passer ham perfekt, men han får kun en chance, hvis Froome er helt ude af problemer. Martin kan ikke vinde på en stigning, der ikke er stejl nok, men mon ikke han vil forsøge at gå i top 3 og sikre sig bonussekunder, selvom det bliver svært. Til gengæld må vi sandsynligvis spejde langt efter Jesus Herrada, Carlos Betancur og Fabio Felline, der på papiret kan gøre det godt, men nok har andre opgaver for deres kaptajner.

Også Maurits Lammertink, Julien Simon, Alexey Lutsenko, Alberto Bettiol, Simon Clarke, Romain Hardy, Paul Martens, Lilian Calmejane, Ben Swift og Michael Valgren kan tænkes at forsøge sig, men de vinder næppe.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan
Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Greg Van Avermaet
Outsidere: Sonny Colbrelli, Philippe Gilbert, Michael Albasini, Diego Ulissi, Edvald Boasson Hagen
Jokers: Oliver Naesen, Arthur Vichot, Zdenek Stybar, Matteo Trentin, Tiesj Benoot, Daryl Impey, Michal Kwiatkowski