Speciaal voor Tjabbo in het Deens;
Voor sommige klinkt dat taaltje van hem zo
![]()
![]()
![]()
![]()
Af: Peter Clausen Ford Mondeo ST220 er både hurtig og behagelig, men den mangler det sidste, sporty kick
DET ER MED biler som med mennesker. Ind imellem udvikler et venskab sig til andet og mere – og så er der bare dem, man aldrig bliver gode venner med. For eksempel den gamle Ford Mondeo ST200, der var en af de biler, jeg aldrig kom ind på livet af.
Bevares, lyden var dejlig, og bilen kørte godt, men mest af alt lignede den et lidt kikset, for hårdt affjedret og ikke mindst alt for dyrt forsøg på at sminke alderen væk på den første Mondeo-generation. Derfor var følelserne noget blandede, da den nye Mondeo ST220 havnede foran min gadedør.
Udgangspunktet kan ellers ikke være meget bedre. Siden Mondeo den Anden kom på gaden i efteråret 2000, har vi gang på gang skamrost dens fornemme køreegenskaber her i Bil Magasinet, og en 226 hk stærk og tre liter stor V6’er, en fastere undervogn med fede 18-tommer-hjul samt et sæt læderklædte Recaro-sæder gør vel ikke sagen ringere?
Bestemt ikke, for på alle områder er Mondeo ST220 langt mere vellykket og helstøbt end sin halvhjertede forgænger. Men en lidt flad fornemmelse indfandt sig alligevel, da test-ugen skred frem. Da en almindelig Mondeo jo også er en fremragende og velkørende bil, udebliver det sporty kick, du kunne forvente af ST’eren. Den føles ikke som en rå køremaskine, men bare som en lidt hurtigere og fastere Mondeo, og køreoplevelsen er ikke nær så intens som i eksempelvis en Alfa Romeo 156 GTA.
Det betyder dog ikke, at Mondeo ST220 er kedelig. Styretøj, undervogn og gear arbejder smukt sammen, og den store Ford er i fin balance, når den får kniven på de snoede veje. Undervognen er selvfølgelig fast, men ikke hård, og trods 18-tommer-hjulene er komforten ganske anstændig – derimod blev jeg aldrig gode venner med testbilens bremser. De bed effektivt nok, men fornemmelsen i pedalen var underlig stum og svampet.
Kvik er ST220 såmænd også. V6’eren reagerer villigt på speederen, og når den får lov til at rotere – det vil den også helst, for momentet topper først ved 4.750 omdrejninger – kvitterer den med en dejlig lyd, der ikke står meget tilbage for sangen fra en Alfa-V6. Men igen mangler det sidste kick, der siger køremaskine, for effektudviklingen er simpelthen for velopdragen til at kunne kaldes sporty.
Sæderne fås til gengæld ikke meget bedre. Ægte Recaro-møbler med læder og el-betjening går du sjældent galt i byen med, og de holder dig fornemt på plads, når det går hedt til, ligesom langturskomforten er fremragende. Desværre er resten af interiøret ren Mondeo-standardvare, hvis vi lige ser bort fra det omfattende udstyr. Ikke dårligt, men bestemt ikke eksklusivt, og så kommer vi ikke uden om et kig på prisen.
Blodige 551.095 kr. koster en ST220, mens den testede stationcar er 16.001 kr. dyrere. Det er næsten 200 kilo mere end for en Mondeo 2,5 V6 Ghia! Kig så i BMW’s prisliste og få tingene sat i perspektiv – en 330i med 231 hk koster 550.000 kr. (575.000 kr. som Touring). Vist er den lidt mindre og tyndere udstyret, men den er hurtigere og har den duft af klasse, som en Mondeo aldrig får. Er du til 5-serien, får du en BMW 525i for 545.000 kr., mens Touring-versionen koster 595.000 kr. Av, Ford!
Derfor var følelserne stadig blandede, da testen var omme. Vist er Mondeo ST220 en vellykket bil og en god ven på vejen, men jeg vil aldrig leve sammen med den. Når vi snakker så mange penge, er en BMW bare en mere attraktiv livsledsagerske, for hånden på hjertet – ville du vælge en Ford, når du kan få en BMW af de gode til omtrent samme pris? Nej, vel?!
Ford Mondeo ST220 st.car